Vildmarksvandringer.dk

Oplev naturen i det nordvestlige hjørne af Danmark og bliv forkælet af lokale værter.

Vandringer med ophold på lokale overnatningssteder


Jeg har gjort det nemt at tage på vandreferie. Jeg har samlet alt, hvad I har brug for i en samlet pakke.

I samarbejde med en række lokale overnatningssteder har jeg lavet forskellige vandrepakker, som indeholder overnatning, forplejning, introvideoer til ruterne, mulighed for opkald til turguide, digitale rutehæfter med oversigtskort og beskrivelser af ruternes interessepunkter, adgang til ruterne i Google Maps, så I kan følge med i, hvor I er på ruten og mulighed for tilkøb af en guide.

I booker jeres vandreophold gennem overnatningsstederne, som er beskrevet i menuen "FIND ET VANDREOPHOLD". Overnatningsstedernes placering kan ses på kortet her.


Vælg mellem forskellige vandreruter


Vil I ud at vandre, men er i tvivl om hvor I skal starte, hvad I kan opleve, og hvordan I finder vej, så er Vildmarksvandringer løsningen. Her kan du vælge mellem en række forskellige vildmarksvandringer, som hver især giver et godt indtryk af, hvad naturen i Nationalpark Thy og Han Herred kan byde på.
Ruterne er tilrettelagt af lokale eksperter, så I kommer forbi interessante steder, flotte udsigter og særegen natur.

Fælles for ruterne er, at man starter og slutter sammen sted, og at man kan vælge at forkorte ruten undervejs. Der er stor forskel på ruternes sværhedsgrad og indhold. Jeg har forsøgt at beskrive ruterne således, at I bliver godt "klædt på" til at få den bedste vandreoplevelse, og give jer indsigt i, hvad I kan forvente af terræn og underlag. 

Huskeliste til vandreturen


  • Godt fodtøj som du har gået til inden turen.
  • Behageligt vandretøj - helst i flere lag, så du kan tage af og på efter behov.
  • Lille rygsæk med: Vand, godbid til turen, regntøj, kikkert og evt. toiletpapir

 

Vær opmærksom på, at ruterne foregår i vildmarken på naturens præmisser. Det betyder, at ruten fx i våde perioder kan være oversvømmet. Men det er næsten altid muligt at komme uden om.

Vildmarken er stor, og det kan være svært at finde vej. Vi har derfor tegnet ruterne i Google Maps, så du kan bruge den til at finde vej.